Det menneskelige menneske bag samfundet

Vi mennesker er alle forskellige. Ikke kun uden på, men også hvad der gemmer sig inden i. Forskelligheder vi glemmer i det hastigt voksende samfund. Det som vi alle er en del af. Her hvor vi nogen gange glemmer at kigge på hinanden fordi vi har så evigt travlt. Karriere, familie, penge, medier, træning, sund kost osv osv… Men lige her står tiden stille for en stund.

 
 
Det er en varm dag I maj. Klokken har passeret 11 om formiddagen. Her er varmt, og solen bager ned på os med sine varme stråler. Ren terapi midt i denne lille oase. Fuglene synger og menneskerne bevæger sig i et enormt roligt tempo. Nærmest som at være sydpå. Min tur har nået en lille havn gemt væk bag storbyens larmende trafik og stressede mennesker. Et sted hvor vi tidsmæssigt står stille. Der tøffer i ny og næ en lille båd eller kutter ind i havnen. Det er virkelig lokalt og hyggeligt. Et billede vi nok alle kan behage os med. Folk lister lidt rundt ude på deres både og gør dem klar til afgang. En ting der virkelig ser ud til at behage dem. Deres eget lille gemmested.
 

Mødet med fiskeren

Der skal ikke mange skridt til i de slidte klipklapper, før mit øje spotter en ældre havnearbejder. Han sidder meget roligt og meget betænksom. Hans blik er rettet skiftevis mod havnen og mod hans kollega ved bilen. Indbegræbet af en ægte havnearbejder. Godt solbrun og en mave som er i god stand. Robust og sikkert med en stærk vilje. Ham som har levet hele sit liv til havs. Overalls og et stort skæg. Lige som det skal være for at smilet kommer behageligt frem hos os.
 
Han har det som vi nok alle engang imellem søger tilbage til. Der hvor det hele tager den tid det tager. Ingen stress og ingen larm. Støj i vores hoveder er for en stund gemt langt væk. Stilheden har sneget sig ind under huden på os. Alt materialistisk er borte lige nu. Det eneste som er i fokus er den ældre, afslappede havnemand og hans kompagnon. De minder os mest af alt om det samfund som vi mennesker engang var en del af. Det samfund som var simpelt og næsten uberørt. Her hvor vi arbejdede, var nærværende, var sammen. Her hvor vi ikke var halvt inde i vores mobiler det meste af dagen, for at se hvad venner får at spise.
 
Vi kender det alle. Den digitale tidsalder har ramt os for længst. Ikke at det er dårligt. Der er skam masser af fordele. Ligesom at dele denne menneskelige historie med dig, lige nu. Men alt det overflødige og egoistiske vi bombarderes med hver eneste øjeblik. Perfekte mennesker. Perfekte forhold. Perfekte kroppe. Der er ikke noget som længere er tilfældigt og u perfekt. Det som denne havn og denne havnemand minder os alle om. At tage den tid der tager. At bevare roen. At give os tid til livet.
 
Så kan det virke dobbelt moralsk, at skrive en artikel. På et om noget digitalt apparat… ala computeren. Men med et budskab om at huske os selv og skrue ned for tid og tempo, må det være en god lille undtagelse. Ikke?
Han er simpelthen et budskab i sig selv. Et signal til os alle om at dette samfund stadigvæk har sin anden side. En forskellighed fra det vi ser i hverdagens hast.

Så lad os gøre det!

Lad os da være enige om at vi fra nu af gør os umage med at kigge på hinanden. Acceptere forskelligheder. Acceptere hinandens menneske… inde bag facaden af perfeksionisme. Vi tager os fra nu af tid til at lægge det digitale fra os det meste af dagen.
Fra nu af skal vi simpelthen være mere mennesker.
Ligesom vores allesammens fiskemand!